02/7 2021
Havsang - til min Barbro
© Morten Brockhoff
Sol går ned bag jordens bløde bue nu,
havblik under månelyse nat, igen.
Se, det sølvergrå har sat sig i dit hår
min skat
Kyster tabt af syne agterude nu,
alle kendte pejlinger forsvandt, igen.
Stævnen skiller mørket her i ondt
og sandt
Himlen strør lidt stjerner i dit øje nu,
morild lyser magisk på vor vej igen.
Evigheden venter lidt på dig
og mig
Tåge ruller over strand og skove nu,
gamle spor er sunket ned i sand, igen.
Snart er skibene lagt op,
så ødes det store vand.
Indtil våren varsler
nye togter igen.
26/4 2021
Ser Lyset Mer (forårsversionen)
© Morten Brockhoff
Nu falder lyset ind
på vejen, hvor vi bor
det vågner så umærkeligt
i år
jeg ser det bare mer
nu hvor, det er på vej
det varmer vores sommer op
og dufter lidt af dig
Jeg har ventet meget længe
på en dag som her
vindene har lagt sig
over villavej og kær
al den gamle længsel
smelter om og blir til
kærlighed
Ja jeg ser lyset mer,
og ved, det varer ved
ikke helt for evigt, men til
mange slægters led
og når jeg slipper mit,
så flyver det sin vej
Og lyse nye stier op
for andre efter mig
Jeg har ventet meget længe
på en dag som her
vindene har lagt sig
over villavej og kær
al det gamle vemod
smelter om og blir til
kærlighed
ja jeg ser mørket mer
i natteskyers skær
den gamle måne fulder sig
og venus kommer nær
og jeg ser mere klart
end jeg har turdet tro
ser hver på vores rejse
indtil vi kan gå til ro
Jeg har ventet meget længe
på en nat som her
vindene har lagt sig
under himlens stjernehær
alle gamle sorger
smelter om og blir til
kærlighed
Nu falder lyset ind
til hjertet, hvor det bor
det har slumret ganske længe,
men som kærlighed dog gror
18/3 2021
Forårsjævndøgn (tjek den ud på AppleMusic):
© Morten Brockhoff
Tiden står
Helt stille lige nu
Den første spæde vår
slår vinteren itu
Nu skærer solen gennem
Gammelt mørke som en kniv
Vi er ved enden
Af rejsen imod liv
Over det sorte hav
Landet står
I bristefærdigt skrud
Hør fuglene de spår
At alting springer ud
Nu skærer jævndøgn gennem
Gammelt mørke som en kniv
Vi er ved enden
Af rejsen imod liv
Over det sorte hav
Kuldens kolde spejle
Har vredet alt af led
Åh, lad varmen smelte splinten
I mit øje om til fred,
Bøgen står
Snart lysegrøn igen
Ja jeg forstår
At lyset leder som en ven
Nu skærer sommertiden gennem
mørket som en kniv
Vi er ved enden
Af rejsen imod liv
Over det sorte hav
Kuldens kolde spejle
Har vredet alt af led
Åh, lad varmen smelte splinten
I mit øje om til fred
...
Jeg strækker mig på tåen
Og holder på mit vejr
For tænk om onde magter
slukker kærligheden her
Tiden står
Helt stille lige nu
Den første spæde vår
Helt stille lige nu
29/4 2019
Nogle stækt anbefalelsesværdige bøger:
Complex PTSD
Pete Walker
The Tao of Fully Feeling
Pete Walker
Healing Your Emotional Self
Beverly Engels
The Body Keeps The Score
Bessel van der Kolk
The Journey - a roadmap for self-healing
Meredith Miller
1/5 2018
I anledning af den snarlige udgivelse af min single "Forårsjævndøgn" fik jeg lyst til at gengive nedenstående fra H.C. Andersen's "Snedronningen":
Første historie, der handler om spejlet og stumperne.
Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! det var en af de allerværste, det var "djævelen"!
En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre.
De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde "djævelen."
Gik der nu en god from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldskole, for han holdt troldskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud.
De løb omkring med spejlet, og til sidst var der ikke et land eller et menneske, uden at det havde været fordrejet deri. Nu ville de også flyve op mod Himmelen selv for at gøre nar af englene og "Vorherre."
Jo højere de fløj med spejlet, des stærkere grinede det, de kunne næppe holde fast på det; højere og højere fløj de, nærmere Gud og englene; da sitrede spejlet så frygteligt i sit grin, at det fór dem ud af hænderne og styrtede ned mod jorden, hvor det gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og da just gjorde det megen større ulykke end før;
thi nogle stykker var knap så store som et sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide verden, og hvor de kom folk i øjnene, der blev de siddende, og da så de mennesker alting forkert, eller havde kun øjne for hvad der var galt ved en ting, thi hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter, som det hele spejl havde;
nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump ind i hjertet, og så var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en klump is. Nogle spejlstykker var så store, at de blev brugt til rudeglas, men gennem den rude var det ikke værd at se sine venner; andre stykker kom i briller, og så gik det dårligt, når folk tog de briller på for ret at se og være retfærdige; den onde lo, så hans mave revnede, og det kildede ham så dejligt. Men ude fløj endnu små glasstumper om i luften.
Morten Brockhoff